Sådan holder iCloud oplysninger opdaterede på alle dine enheder
Med iCloud kan du gemme arkiver og data i skyen, så du kan få adgang til dem på alle dine enheder. Du kan se de samme oplysninger hvor som helst.
For hver enhed kan du vælge, hvilke apps der bruger iCloud (f.eks. Kontakter, Mail, Påmindelser eller Keynote), og hvilke iCloud-funktioner der er slået til (f.eks. iCloud-fotos, iCloud Drive eller iCloud-sikkerhedskopiering), og du kan ændre indstillingerne når som helst. Se Log ind på iCloud på alle dine enheder og Apps og funktioner, der bruger iCloud.
Gem oplysninger i iCloud, og få adgang til dem hvor som helst
Når du aktiverer iCloud for en app eller funktion, lagrer du de fleste oplysninger i skyen, hvilket frigør plads på din enhed. Da oplysningerne gemmes i iCloud, kan du få adgang til dem hvor som helst, hvor du er logget ind med dit Apple-id. Hvis du vil se de samme oplysninger på hver enhed, skal du blot logge ind med det samme Apple-id.
Hvis du f.eks. logger ind på din iPhone med dit Apple-id og slår Kontakter til i iCloud-indstillingerne, bliver de kontakter, du opretter i appen Kontakter på din iPhone, gemt i skyen.
Hvis du også logger ind på din Mac med dit Apple-id og slår Kontakter til i iCloud-indstillingerne, kan du se disse iCloud-kontakter i appen Kontakter på din Mac.
Hvis du foretager en ændring ét sted, vil du kunne se den alle steder, da dine oplysninger gemmes i netskyen. Så hvis du tilføjer en ny kontakt eller ændrer en kontakts e-mailadresse på din iPhone, gemmes disse ændringer i iCloud. Næste gang din Mac kommer online, kan du se de opdaterede kontakter i appen Kontakter på din Mac.
Du kan bruge iCloud til at dele og samarbejde for visse apps og funktioner. Det indhold, du deler, forbliver opdateret for alle. Se Brug iCloud til at dele og samarbejde.
Hvis du har en enhed, hvor iCloud ikke er slået til
Hvis du har en enhed, der ikke er logget ind med dit Apple-id, eller hvor iCloud er slået fra for en app eller en funktion, kan du ikke se de oplysninger, der er lagret i iCloud på din enhed.
Hvis du f.eks. ikke slår iCloud til for Kontakter på din iPad, kan du ikke se dine kontakter, der er lagret i iCloud, i appen Kontakter på din iPad. Du kan kun se de kontakter, du opretter på din iPad.
Hvis du ikke vil slå iCloud til for en app eller en funktion på din enhed, kan du få adgang til nogle af de oplysninger, der er gemt i iCloud, via en webbrowser. Se Log ind, og brug iCloud.com.
Hvis du slår iCloud fra for en app eller en funktion på en enhed
Hvis du slår iCloud fra for en app eller en funktion på en enhed, vil oplysninger på denne enhed ikke længere blive opdateret i forhold til dine andre enheder. Du kan dog stadig se opdaterede oplysninger på iCloud.com og på dine enheder, hvor iCloud er slået til for appen eller funktionen.
Når du slår iCloud fra, kan du alt afhængigt af appen eller funktionen blive spurgt, om du vil gemme en kopi af oplysningerne på din enhed. Du kan altid selv lave en kopi af oplysningerne, før du slår iCloud fra. Se Apple-supportartiklen Arkivering eller kopiering af oplysninger, der opbevares i iCloud.
Hvis du f.eks. beslutter at slå iCloud fra for Kontakter på din iPhone, kan du gøre det på en af følgende måder:
Lav en kopi af dine iCloud-kontakter på din iPhone: Du kan se kopier af dine kontakter i appen Kontakter, men de holdes ikke opdateret med dine andre enheder. Hvis du opdaterer et telefonnummer på din iPhone, ændres det kun på din iPhone. Og hvis du opdaterer en e-mailadresse på en anden enhed med iCloud slået til, vises den opdaterede e-mailadresse på iCloud.com og alle andre enheder, hvor iCloud er slået til, men du kan ikke se opdateringen på din iPhone.
Slet alle iCloud-kontakter på din iPhone: Alle dine iCloud-kontakter fjernes fra din iPhone. Du kan stadig få adgang til dem på iCloud.com og på alle enheder, hvor iCloud er slået til for appen Kontakter.
Du kan læse mere om, hvad der sker, når du logger ud af en enhed, i artiklen fra Apple-support Sådan logger du af iCloud på din iPhone, iPad, Mac eller dit Apple TV.